Små tyve cyklister fik syn for sagn, da sognepræst Niels Clemmensen i Børglum stedkendt førte an på en lokalhistorisk tur gennnem det smukke landskab vi har lige uden for vores dør.

Vi blev klogere på mange ting, blandt andet at ikke kun én, men mange veje fører til Børglum Kloster - endvidere at omvejen, den ujævne markvej og skovsti, gemmer på ukendte historier, dramatik og stor skønhed.

Turen blev indledt ved Børglum Gamle Skole. Vi blev straks ført gennem porten til Børglums bedst bevarede hemmelighed, byens yndige park med det forjættede navn "Romdammen".


Derfra gik turen i frisk medvind over Fristrup, forbi den gamle skole og videre på den gamle hærvej, der førte os gennem leddet ud over usikker grund, langs pilehegn og mandshøje majsmarker, forbi forladt og pitoresk rødmalet hus, der gemte sig i krattet, ud til vejen op ad bakken fra syd, Børglum Kloster Kirkegård med Danmarks største og skønneste udsigt, Bodilshøj og Bålhøj, Den Gamle Smedie, kaffe og paradisisk kage, ned ad bakken i modvind, Børglum tur retur, videre til Vejby, lav sol og høj blå himmel, køer i aftendis og hjem til Vrå efter den dejligste efterårsdag i Danmarks smukkeste egn.
 
Vrå Valgmenighed, Vestergade 41, 9760 Vrå, tlf.: 98981277, email: lene@vraahojskole.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net