VRÅ VALGMENIGHED

 

 

 

 

 

En fri grundtvigsk menighed indenfor folkekirken

 

 

 

 

Hvem er vi ?

Vrå Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed og en del af Folkekirken.

Det grundtvigske skinner igennem alt vi laver og har rod i Grundtvigs ord: "Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej først havde kær" 

Det betyder i vores sammenhæng, at når den enkelte selv har fingrene med i spillet, så bliver kirkens fælles liv vedkommende og levende.


Vi er en åben menighed og selv om du ikke er medlem, er du meget
velkommen til at deltage i gudstjenester og arrangementer. 

 

Aktuelt i Vrå Valgmenighed

Nyt kirkeblad udgivet

 

Kirkebladet for oktober-december er nu på gaden og kan læses ved at trykke på linket herunder.

Nyt kirkeblad udgivet. Læs det her.

Vrå Valgmenighed takker alle der mødte op til generalforsamlingen.

Konfirmationer

Igennem mange år har der været afholdt konfirmation i Valgmenighedskirken på St. Bededag. Det er som bekendt slut nu, så vi har besluttet, at vi fremover hvert år holder vores konfirmation den 1. lørdag i maj måned, næste gang i 2026 lørdag den 2. maj.

Vores nye præst Michael Gammelgård Vielsted sender nedenstående hilsen til vores konfirmander og deres forældre.

Kære alle konfirmander i Vrå Valgmenighed 2025/26.

Jeg glæder mig utrolig meget til at møde jer og lære jer allesammen at kende, når vi sammen skal gøre jer klar til jeres JA i kirken til maj næste år.
I kan se frem til et år, der kommer til at udfordre og gavne jeres forståelse af både verden og af jer selv. I min undervisning er der plads til at stille de svære spørgsmål og lade tvivl og tro gå hånd i hånd, når vi ærligt udforsker den kristne tro sammen.
Konfirmationsforberedelsen vil indeholde både undervisning i præstegården og i kirken, ture ud af huset for at høre om mega spændende fortællinger fra Danmarks historie, og gåture i området, hvor man kan tale om det, man lige går og tænker på. Sammen vil vi øve os i at stille de allerstørste spørgsmål i livet, samtidig med at vi prøver at forstå, hvordan det hænger sammen med de ting, vi oplever i vores helt almindelige hverdag.
Derudover skal vi hygge os med overnatning i kirken, filmaften med pizzaparty, quiz og konkurrencer og meget, meget mere.
Når I går til præst hos mig, skal I lægge alle tanker om karakterer og korrekte svar på hylden. Her vil jeg nemlig i stedet for støtte og udfordre jer til at udtrykke jeres tanker og meninger, for at I helt ægte kommer til at forstå jeres konfirmation.
Jeg håber, I glæder jer lige så meget, som jeg selv gør.

Michael Gammelgaard Vielsted 

____________________________________

 

Michael er uddannet teolog, 39 år, gift med sognepræst Katarina Gammelgaard Vielsted, som er sognepræst ved Sct. Catarinae kirke i Hjørring. Parret har sammen med 4-årige Maj og 2-årige Esther hjemme i Valgmenighedens præstegård. Michael tiltrådte stillingen som valgmenighedspræst  den 1. august 2023.